Biologisk behandling af KOL

Celeste Porsbjerg, professor, overlæge, ph. d.

Biologiske behandlinger er under udvikling til behandling af KOL: Disse målrettede og skånsomme behandlinger vil kunne revolutionere vores måde at behandle KOL på. 

KOL er en folkesygdom, som rammer mange danskere. Patienter med KOL har nedsat lungefunktion, og kan opleve åndenød ved fysisk aktivitet, men kan også være generede af hoste og opspyt. I perioder kan der komme forværring af sygdommen, for eksempel på grund af en virusinfektion. Disse forværringer (også kaldet exacerbationer) kan være forbundet med svær åndenød og iltmangel, og kan kræve indlæggelse. KOL kan således være en meget invaliderende tilstand, som medfører stor påvirkning for både de mennesker det rammer, og deres pårørende.

Gennem de sidste 20 år er der udviklet meget ny medicin mod KOL, som kan mindske symptomerne og nedsætte risikoen for forværringer: Inhalationsmedicin med luftvejsudvidende stoffer og binyrebarkhormon. Mange KOL-patienter har oplevet at blive hjulpet godt med disse behandlinger, men en stor gruppe har trods inhalationsmedicin stadig ikke i god kontrol over deres sygdom. 

Der er derfor stor interesse for at udvikle nye behandlinger, som kan hjælpe de sygeste KOL patienter.

Her er de biologiske behandlinger interessante, fordi de har vist sig meget effektive hos astma patienter – en sygdom som på nogen måder kan ligne KOL. Hos nogle KOL-patienter ses der aktivering af bestemte signalveje i immunforsvaret, som forårsager symptomer og forværring. Ved biologisk behandling gives et antistof, som hæmmer disse specifikke signalveje i immunforsvaret, og hermed kan behandlingen mindske tendensen til irritation (inflammation) i luftvejene, symptomer og tendens til forværring.

Biologisk behandling blev først udviklet til behandling af svær astma, og har nu været i brug i nogle år, hvor man som sagt ser gode resultater: I dag findes tre hovedtyper af biologisk behandling til astma: anti-IgE, anti-IL5 og anti-IL4/13. De sidste to testes i øjeblikket hos KOL-patienter, med henblik på om de kan give en bedre sygdomskontrol. På nuværende tidspunkt kan man således kun få tilbudt disse behandling som del af et lægemiddelforsøg, hvis man har KOL. Den biologiske behandling gives her sammen med ens sædvanlige inhalationsmedicin.

Samtidig er der endnu flere biologiske behandlinger på vej til både astma og KOL, hvor især anti-TSLP og anti-IL33 er værd at lægge mærke til: Disse behandlinger hæmmer TSLP og IL33, som frigøres i luftvejene, når man for eksempel udsættes for en virus, og medfører en udtalt irritation i luftvejene, som ultimativt kan føre til en forværring. Ved at hæmme disse ”alarm-signaler”, kan man få immunforsvaret til at have et mere normalt respons, og herved forebygger forværringer. Anti-IL33 og anti-TSLP testes i øjeblikket lægemiddelforsøg med henblik på behandling af både astma og KOL. 

Biologisk behandling til KOL

Generelt ser de biologiske behandlinger skånsomme ud: Der ses generelt få bivirkninger – måske fordi man behandler mere præcist på den del af immunforsvaret, der er for aktivt. Til gengæld er det ganske dyre behandlinger, som i hvert fald lige nu er forbeholdt de mest syge patienter. Der arbejdes dog på at udvikle biologiske behandlinger også til mere mild astma, som så eventuelt tages som inhalation.

Det vil være interessant at følge med i udviklingen på området i de kommende år – Vi kommer til at fortælle mere her på Lungeforskning.dk.

Læs mere her om de studier der i øjeblikket foregår hos os.

Kontakt

Navn: Celeste Porsbjerg

Telefon: + 38 63 51 22

Titel:Professor, overlæge, Ph. D.